Dette er en beskrivelse af hvordan vores gruppe har oplevet det officielle scenarie Return to the Temple of Elemental Evil (REE).
Læs ikke dette hvis du spiller/skal spille denne kampagne!
Det var en ganske almindelig dag jeg, ’Dommer’ Al ’Bumbum’ troldmand af St. Cuthberths nåde, og nogle bekendte eventyrere ankom til Homlet. Vi var alligevel i området og så ville jeg gerne se de områder Bedstefar har fortalt så meget om når han fortalte om sin vilde ungdom. Dengang han sammen med sine venner befriede Homlet fra de lokale utysker og derefter drog hærgende gennem selve Ondskabens Tempel.
Selve Homlet har åbenbart forandret sig siden Bedstefar var her. Nu er der flere templer, men kroen er der stadig. Her snakkede vi med nogle lokale og hørte vidt forskellige historier om det Moathouse som Bedstefar og hans venner med så stort besvær rensede ud i. Hvorfor kan de lokale aldrig holde deres baggård ordentlig når vi professionelle har klaret problemerne?
Nå, jeg drog sammen med dværgen Turbokaj, hobbitten Luskefod og Pelars mand Monty med kæden og en af de lokale med for at checke hvilken historie der var rigtig.
Da vi ankom til Moathouse og kikkede os lidt omkring i gården benyttede jeg og Monty os af lejligheden til at blive groft overfaldet af en stor blå drage som havde ligget på lur. Det var en svær kamp på grund af alt det støv som dragens baskende vinger hvirvlede op, men da Turbokaj kom rendende så jeg kunne træde et par skridt tilbage og give støtteild lykkedes det os at tampe dragen. Luskefod brugte det meste af tiden til at holde øje med den lokale som af en eller mærkelig grund prøvede at luske om bag mig.
Vi undersøgte resten af de øvre dele og fandt nogle lig med en magisk stridskølle og en magisk bue. Herefter tog vi tilbage til Homlet for at sælge plyndringsgodset, undersøge magien og prale med at have dræbt en drage. Den lokale blev i Moathouse. Meget mistænkeligt, men ikke nok til at nedsætte en domstol.
Stridskøllen var velsignet af St. Cuthberth, naturligvis. Ikke særligt meget, men dog velsignet. Buen var også det vi i faget kalder ’billigmodellen’. Da Turbokaj som kriger på Speed burde gå forrest og Pelars mand Monty er forelsket i sin kæde (stygt våben for resten) fik Turbokaj udleveret stridskøllen. Det viste sig at være en fejl. Buen gav vi til Luske. Det var også en fejl.
Vi vendte tilbage til Moathouse og efter en mindre fægtning med nogle uvæsner der lå på lur bag drageliget, gik vi ned i kælderen. Først kom vi ned i en vagtstue, men vagterne var ikke hjemme. Dem havde vi lige straffet ovenpå. Der var to mindre lagerrum og i det ene fandt vi en mand der påstod at han var fra Homlet hvor han lavede og solgte trylledrikke. Vi undrede os over at at ’klog mand’ kunne finde på at gemme sig i et kosteskab i tre dage samt over at vagterne i samme tidsrum ikke havde checket rummet. Hvis historien er rigtig siger det noget om kvaliteten af de lokale banditter. Vi lod den ’kloge mand’ gå da vi ikke havde beviser nok til at dømme ham.
Efter nogle kampe med diverse undeads, hvor Pelars mand Monty rigtigt fik knoglerne til at blive til støv, løb vi ind i en ond præst, der stak af. Turbokaj fuldte efter, lige ind i bagholdet bag faldgitteret der forhindrede os andre i at hjælpe til. Nå, det gik mærkeligt nok godt. Turbokaj var stadig overmodig og hånede os andre, så jeg besluttede at gå i spidsen til næste rum. Jeg blødte det lidt op med en Fireball og en Burning Hands, hvorefter Turbokaj og Monty stormede rummet. Modstanderne var noget stærkere end hvad vi ellers havde mødt og vi fik alle rigeligt at gøre. Det endte med at mine venner bad mig om at bruge min sidste Burning Hands selv om de alle ville blive ramt. Øglemanden der stank som bare pokker stak af og vi var for medtagne til at forfølge ham.
Vi samlede vores bytte, bl.a. nogle violetsorte kultgenstande.
I Homlet hvilede vi os og afsatte byttet. I løbet af natten stak Turbokaj og Luske af med de magiske våben. Luske havde efterladt en seddel om at han forfulgte Turbokaj og ville returnere hvis han kunne.
Da vi sad udenfor kroen så vi et par nye ansigter i Homlet. De så ikke særlig kønne ud, specielt ikke den rustningsklædte mand. Men de så kompetente ud, så vi faldt i snak. Krigeren Olfert stillede gerne sit sværd til rådighed og Jan Langfinger ville også gerne med på eventyr. Monty og jeg sikrede os at de begge havde buer. Ingen af dem havde stridskøller så vi skal stadig passe på.
På vejen til Moathouse overfaldt vi nogle hobgoblins. Ham Jan er effektiv når han kan samarbejde med andre i kamp. Jeg vil godt advare mod deres spyd, de laver store huller.
I Moathouse havde nogen haft travlt med at gøre rent. Selv dragen var væk. Vores nye venner fik en guidet tur af de kendte dele.
Vi har fundet en krypt. Monty var blevet overmodig af hans tidligere undeadturning, så han åbnede en sarkofag midt i rummet. På kortere tid end det tager at synge første vers af ’En troldmands stav sir’ BOOOM’ havde flokken af ligædere paralyseret alle mine venner. Heldigvis overlevede de alle sammen mine Burning Hands og Fireballen. Jeg måtte tage de sidste ligædere med Magic Missile. Haste og magisk beskyttelse er nu gode at have. Det viste sig at Monty næsten kunne helbrede alle de skader jeg havde givet mine venner mens de var paralyserede.
Vi har fundet en af slynglernes dagbog. Den tilhørte en Geynor Ton. Han skriver en masse afslørende ting. Han tilhører en kult der tilbeder ’Elder Elemental Eye’ og/eller ’Dark God’. Han adlyder noget han kalder ’Great Church’ og en ’Master of All-Consumption’. Han omtaler en alliance med øglemændene, men det ser ud til at være en usikker alliance. Det virker som om det for tiden er øglemændene som bestemmer. Geynor indrømmer at have boet i Homlet i kornmøllen sammen med en øglemand. Han nævner en lokal, Chatrilon, som en ven. Vi skal have gang i retssagerne når vi kommer til Homlet. Ellers nævner han en ’Dark Obelix’ skjult under en sø. Vi har fundet søen, men skakten ned til obelisken er noget længere end vi antog, så vi er ikke kommet derned endnu. Han skriver også om en ’Obelix’ som de bruger til at kommunikere med de mørke guder med. Måske er det den samme, men i en labyrint bag krypten fandt vi en obelisk og et alter i en hule der osede af ondskab. Monty prøvede at rense alteret og allerede efter en kvart time holdt hans paralysering op.
Efter at have sovet på sagen bestemte vi os for at finde den der ’Dark Obelix’. Det viste sig at vi allere i går havde fundet den. Hvem kunne også vide at den var så stor at vi alle kunne stå på toppen af den uden at være klar over hvor vi var.
Vi tog en primitiv elevator ned og undervejs blev jeg trods alle sikkerhedsforanstaltninger lovløst overfaldet af et flyvende monster. Forneden var der koldt. Meget koldt. Det gav forfrysninger i tærerne. Vi foretog en undersøgelse og fandt nogle onde tegn som vi ikke ville nærme os. Obelisken balancerer på toppen af en mindre pyramide og Monty gik hen på den anden side af pyramiden. Denne gang varede paralysen kun indtil vi havde drevet den flyvende skurk væk. Derefter undersøgte vi en slags portal der svarede igen med at spytte endnu et flyvende monster ud til os. Efter endnu et forsøg på at komme gennem ’portalen’ – komplet med et nyt flyvende monster – besluttede vi os til at efterlade liget af Jan Langfinger. En tyv holder i længden ikke til at blive bortført af flyvende monstre, så man kan sige at han endelig har fået sin sikkert velfortjente straf for alle de tyverier han selv har foretaget. Vi bestemte os for at ære Jans minde ved at bruge hans magiske godter i den forsatte kamp. Det ville han selv have ønsket.
Da vi igen stod på toppen af ’Dark Obelisk’ hørte vi vanvittig latter oppefra. Frem for at tage chancen at den onde galning ikke ville skære rebet over, benyttede vi mit ’Spider Climb’ til at klatre den ad obelisken og på ad væggen.
Vi gættede at den onde galning var søgt hen til den anden, mindre obelisk. Det blev en kort kamp hvor det denne gang var Olfert der var paralyseret. Vi slagtede den onde galning og hans demoniske bjørn. Herefter undersøgte vi igen stedet men blev heller ikke denne gang klogere.
Da det nu gik så godt besluttede vi at undersøge den gang der var mistænkelig. Der var ganske rigtigt tale om at nogen havde forseglet den med en ’Stoneshape’. Det burde måske have fortalt os at der ikke var noget at komme efter den vej, men man er vel eventyrer?
Imod sædvane var der ingen der blev paralyseret eller retter forstenet i kampene mod cocatricerne. Det må være første gang siden dragen at alle har kunne deltage i hele kampen.
Vi mener nu at vi har ryddet hele ’Moathouse’. I nat sover under tag i Homlet og i morgen skal vi lave en ransagning i møllen, efter aftale med de relevante myndigheder i Homlet.
Der er vist ingen ’relevante myndigheder’ i Homlet!
Dagen startede ellers meget godt med at faldt i snak med en spøjs fætter og hans dame. Det var ikke helt klart hvordan Tea og Fætters relation var; Tea blev noget ophidset over at vi troede at hun var Fætters søster eller kone. Måske er de skamløst løbet væk sammen og lever i synd?
Fætter og Tea fulgte med hen til møllen, og det er ikke nogen lille mølle. Vi mødte 2 møllersvende der var skyldige og som derfor stak af. Vi forfulgte dem gennem hele Homlet, men de lokale stod åbenbart i ledtog med dem. Der var i hvert fald ingen der ville fortælle hvor de var.
Tilbage i møllen åbnede vi den skjulte lem i gulvet og Tea undersøgte forbryderhulen.
Slynglerne havde udnyttet tiden godt og forberedt alle deres forsvarskunster. De kastede muligvis også et antal ’Confusion’ spells på mine venner, for mage til ufokuseret optræden skal man lede længe efter. Mine ’allierede’ sørgede hele tiden for at stille sig så jeg ikke kunne hjælpe nogen uden at brænde mindst 2 af dem af – og det frabad de sig. Herudover blev Olfert overladt til selv at klare 2 onde og modbydelige præsteslyngler og forræderen fra kapitel 1. Fætter og Tea stod i mens og lod som om de sloges med et par uduelige modstandere, men mig skal de ikke narre – de er muligvis i ledtog med de onde. Jeg skal have Monty med kæden til at checke dem.
Det lykkedes os at klare sagen, men yderligere en af de onde stak af.
Der var heller ingen der i dag blev paralyseret, men det havde vel været bedre end den ’Confusion’ de andre blev ramt af. Og Tea blev bange for en mus og stak af under kampen.
Vi orkede ikke engang at checke resten af møllen den dag og med den kvalitet lov og orden der forefindes i Homlet stikker resten af slynglerne sikkert af med alterkalken fra templet i løbet af natten.
Sikken en dag!
Nå, der er alligevel lidt orden i landsbyen.
Myndighederne har endelig opdaget at den lovløse møller havde tilegnet sig møllen på ulovlig måde. De har tilbagegivet møllen til arvingerne efter den rigtige ejer.
Vi har besluttet os for at ignorere et spor mht en vogn forbryderne venter på. Sporet fører til en landsby der ligger for langt væk. Nu vil se det onde tempel som bedstefar snakkede så meget om.
Fætter løb skrigende bort efter en lille snak med et lusket monster der gemte sig under jorden. Og da havde vi ellers fået ham ud af munden på den igen.
Vi har indtil videre benyttet os af lejligheden til at overfalde et kluntet baghold ved muren rundt om templet samt finpusse vores teknik under stormen på templets vagttårn (før eller siden lærer de vel ikke at løbe derhen hvor der kommer en fireball sekundet efter?).
Herefter besluttede vi at nu ville vi være snedige og ikke kun voldelige. Det gik heller ikke godt!
Vi gik hele vejen rundt om templet uden at opdage at det var temmeligt lille. Det må være den onde Demon Mazter der havde stoppet uldtotter i vores øjne!
Jeg brugte min nye indsigt i magiens cirkler til at udspejde et 'afsides sted' i templet. Det var en hobgoblinsovesal. Monty mumlede et pænt hul i væggen og vi stormede ind med Tea og Olfert først. Kampen bølgede frem og tilbage idet de onde havde forstærkninger gemt i mørket. Det var også frækt at de havde fjernet de indre skillevæge i templet.
Jeg vekslede spells med en ond spellcaster der kujonagtigt gemte sig i mørket, mens resten af vores selskab langsomt men sikkert fik kolosale problemer med en stor hobgoblin og hans kælebjørn.
Efter at den stygge havde slået hjernen ind på Olfert, bestemte vi os for at stikke af. Da vi kom udenfor hullet i muren opdagede vi dog at det nok var sikrere at blive der og slå fjenderne ned efterhånden som de kom gennem hullet.
Som de kujoner de var undlod magikeren og den stygge hobgoblin at komme ud efter at vi havde dræbt alle andre. Vi hørte dem stikke af, men kunne ikke gøre andet end at checke for eventuelt krigsbytte (HA!) og tage Olfert med til en hæderfuld begravelse.
Vi havde ikke engang nået at få klappet jorden fast på Olferts grav før en en elversnude kom luskende mellem træerne. Af et øde sted af være er omegnen omkring det her tempel temmelig overrendt.
Uffe kom vist langsvejs fra. Han havde ihvertfald ikke hørt om bedstefar og hans venners kamp mod templet. Nå han viste sig at være god nok - specielt til at gå og nynne. Meget moralsk opløftende.
Efter at have gennemsøgt templet en dags tid uden at kunne finde en nedgang til den hemmelige del, opgav vi den sag og bestemte os for at tage til den skumle landsby vi tidligere havde fravalgt.
Byen indeholdt 30 kroer og 15 våbenhandlere. Det var før vi kom forbi.
Vi solgte vores krigsbytte lidt af gangen hos alle våbenhandlere - der var ikke mange penge nogen steder.
Vi gik ind på en kro ejet af en af de skyldige fra Homlet. I krostuen fandt vi en af de skyldige møllersvende, som forsøgte at stikke af. Et kort forhør ude bagved, domafsigelse og henrettelse senere var vi klar til at snakke med kroværten.
Fætter lagde en plan som han selv straks ødelagde: Fætter skulle gå alene ind ad hoveddøren og holde alle hen med snak i to minutter samtidig med at han skulle sørge for at ingen forlod kroen ad fordøren. Kromanden tilbød en pris for Fætters hovede og vi andre måtte med det samme styrte ind af bagdøren. Fætter og Tea tillod alligevel 2-3 hovedskurke at undslippe.
Efter afbrændingen af kroen bestemte vi os for at vente med at rydde op i resten af byen til efter besøget i det lokale onde tempel. For nu må det være nok at vi har fået ram på de to hovedmænd i byen.
Templet er nok et ildtempel. Det ligger ihvertfald halvvejs oppe ad en vulkan.
Det var ikke noget problem at komme ind i templet, takket være Monty med tågen. Portvagterne burde heller ikke være et problem, men vores metallinie havde som sædvanlig problemer. Denne gang var det et par stinkende huleøgler der gjorde krigerne svage i knæene. Tea lod sig omringe af zombier for at opmundre Monty til at gøre noget Helligt, men Monty fumlede så meget med røgelsespinden at zombierne bare kikkede på ham og luffede hjem igen i stedet for at blive til støv.
Herefter hjalp jeg Monty med problemerne med at dræbe to huleøgler, hvorefter tingene faldt lidt til ro igen. Vi overvejer nu hvordan vi skal beskytte vores svagelige krigere og samtidig få fældet en endelig dom over dette tempel.
Heldigvis varede vores krigeres svaghed kun kort tid.
Monty og de andre bankede dørene ned til skyttegalerierne der beskytter forgården, hvorefter de hurtigt slog al modstand derinde ned.
Vi fandt en øglemands rum, men mens Monty havde travlt med at udløse samtlige fælder på den hårde måde, gik den anden dør op og endnu en øglemand kom til syne sammen med en større flok zombier. De virkede bekendte. Jeg kastede en ildkugle i panden på øglemanden, men magiens vinde var ikke med mig. Herefter blev jeg paralyseret. Heldigvis tog mine venner sig sammen da de så at de alene måtte bekæmpe skurken.
Da jeg kom til mig selv igen havde Tea benyttet sig af lejligheden til at løbe frem og flade ned i faldgrubben som jeg havde fundet og fortalt dem om en halv time tidligere. Kvinder. Øglemanden benyttede sig af forvirringen til at stikke af gennem en hemmelig dør som ikke lige var til at finde.
Monty bestemte sig for at afvaske skammen fra sit sidste møde med zombierne og hoppede over faldgrubben og ind til dem i rummet. Herefter hev han røgelsen frem igen hvorefter de igen luffede af. Denne gang ud til os andre, eller rettere ned i faldgrubben hvor Tea forsøgte at kravle op. Resultatet var noget forvirende: Tea og 4 zombier nede i et 20 fod bybt hul der var 5 fod på hver led. Monty og Fætter stod på hver sin side af hullet og skød pile og andet efter zombierne og jeg benyttede mine edderkoppeevner til at sidde i loftet over faldgrubben og bruge min tryllestav mod zombierne
Efter denne glo-værdige kamp, brugte Tea omkring ti minutter til at banke den hemmelige stendør ned. Det gav naturligvis alle de resterende fjender tid til at organisere modstanden på den anden side, og det gjorde de så, startende med at sende en salve pile efter Tea da døren faldt.
Jeg åbnede festen med at kaste min sidste ildkugle ind i tempelrummet, hvad der fjernede en pæn del af modstanden og gav vores battleline mulighed for at hoppe ind til de sortsvedne fjender. Her opdagede mine tapre venner at yderligere et hold bueskytter havde gemt sig i den anden ende af templet. Umiddelbart så det ud som om de værste fjender var vores gamle kending, øglemanden, en stor ogre og en bueskytte vi gav kodenavnet 'Robin Hat'. Kampen bølgede længe frem og tilbage. Fjenderne fik forstærkning af en håndfuld gnolls, som jeg fik opholdt et stykke tid ved at tilkalde en lille djævel. Det gav vores battleline mulighed for at rydde op blandt sværdkæmperne, hvorefter de kunne tage sig af ogren. Kampen blev noget uvant da øglemanden også var præst så prayers og andre hellige besværgelser til dels ophævede hinanden på uforsigelig måde.
Da kampen var næsten færdig, og Uffe var helt hæs af at synge, skiftede vi taktik så battlelinen stormede øglemanden og Robin Hat mens Uffe og jeg tog os af de sidste sværdkæmpere i den anden ende af rummet.
Øglemanden stak atter af gennem en hemmelig dør - efter at have udløst en grim lugt og efter at have tilkaldt endnu nogle zombier.
Så endnu en gang er det lykkedes os at rydde hele området - bortset fra at fange hovedskurken. Måske ikke brilliant, men i det mindste systematisk!
Hmm. Tiden har vist at det ikke var det rigtige tempel og vel heller ikke den rigtige hovedskurk. Monty mener dog at det i det mindste var hovedskurken fra selve Tempel of Elemental Evil der stak af i sidste kamp, så han tæller vel alligevel som en undsluppen hovedskurk?
Efter at have hvilet os i et relativt sikkert rum (et af skydegallerierne der bevogter indgangen) undersøgte vi de gange hvor jeg tidligere var løbet ind i et mindre baghold.
Vi fandt et mindre tempel med en del knogler. Monty fik afløb for sine opsparede frustrationer mens vi andre stod udenfor rummet og dukkede os for flyvende genstande.
Vi fandt derefter en flok øglemænd der havde bygget en barikade af et par borde mv. Vi besluttede at storme dem. Desværre slog noget klik for Tea, der, efter at jeg havde kastet min første Fireball så den dækkede alt bag barikaden, hoppede over barikaden og midt ind mellem øglerne. Det gjorde flere af dem så ophidsede at de begyndte at lugte, men de ramte nu Tia lige godt for det. Uffe og Monty brugte deres Sound Blasts med variabel succes. Da jeg ikke havde mange andre muligheder placerede jeg en ny Fireball samme sted som den første. Den fik ram på en del øgler samt Tea. Nå, hun ville alligevel ikke have holdt ret længe omgivet af 5 øglemænd på deres side af barikaden. Desuden har vi været gennem taktikmøder i gruppen mindst 5 game hvor vi er blevet enige om at man skal have en meget god grund for at kaste sig ind der hvor en Fireball skader fjenderne mest. Ham vi opfattede som hovedskurken forsøgte at stikke af men blev indhentet af Monty indtil jeg kunne gøre det af med ham. Fætter ordnede den anden hovedskurk mens den tredie overskurk stak af. Uffe var det meste af kampen optaget af at være tjenende ånd for Tea og healede stort set Tea hele tiden. Jeg skal have foreslået at Tea hyrer en tjener til at håndtere den healingstav så Uffe kan deltage effektivt i kampene igen.
Fra naborummet blandede en præst sig og samtidig dukkede hovedskurk tre op igen. Han havde listet usynlig rundt, men heldigvis missede han sit snigstikkeri mod mig.
Kampen endte med at præsten og snigstikkeren stak af. Vi havde også nogle problemer med en jordelemental præsten havde hidkaldt, og det kombineret med de problemer der var opstået som følge af Teas tåbelige hoppen over barrikaden (Tea ude, Uffe ude af kampen for at heale Tea, jeg fik ikke fuld effekt af mine spells) gjorde at vi ikke forfulgte dem.
Næste dag forsatte vi hvor vi slap. I en stor gang med ujævnt gulv og en smal sti blev vi overfaldet af en manticore der havde taget extra flyvetimer: den var slet ikke så kluntet i luften som de vingede løver plejer at være. Tea brugte det meste af tiden med at falde over sine egne ben, men Fætter modigt kastede sit blodige bryst ind mellem manticoren og os andre. Kræet kunne ikke klare Monty Med Kæden og os andre, så vi kunne snart forsætte, omend noget svækkede.
Vi kom herefter til hvad der må være det lokale hovedtempel for onde jordtilbedere: et stort rum med en trinpyramide, 9 øgler, heraf et par jordpræster, den ene en gammel bekendt og endelig en xorn til at fuldende forbryderalbummet.
Vi planlagde at storme dem.
Tea startede derefter med at flygte skrigende noget om at vi var fortabte. Jeg forstod ikke helt og satte som aftalt en Fireball hvor flest øglemænd kunne få gavn af den. Det var en af de dårlige, så de mærkede den dårligt. Fætter skreg også mens han løb - frem mod fjenden, hvilket også var hvad vi havde snakket om. Modig fyr ham Fætter. Monty valgte af følge efter Fætter, Mens Uffe skreg og løb efter Tea. Gad vide hvad der er mellem de to?
Med to desertører valgte vi at trække os fra templet mens vi kunne. Mærkeligt nok blev vi ikke forfulgt.
De to efterfølgende dage har vi prøvet at rense templet igen, men vi har ikke kunne se nogen inden i rummet. Og alt det lys vi har smidt derind, op til en Daylight, er blevet opslugt af mørket med det samme, så vi har ikke lige lyst til at gå ind.
Vi må finde på en plan!
Masteren har taget en pause i et års tid, så det er ikke til at vide om og hvornår kampagnen forsætter, eller om persongalleriet vil være det samme.